Om klubben

Lidt historie:


Efter Anden Verdenskrig besluttede den tyske flyvemaskinekonstruktør Ernst Heinkel at udnytte resterne fra den ophørte flyproduktion til at fremstille mindre krigeriske fartøjer i form af scootere og kabinescootere. Han anvendte cockpittet fra Heinkel-flyene som chassis til kabinescooteren, og i 1956 præsenterede han de første private køretøjer for salg.


Mærket HEINKEL med den ene stækkede vinge symboliserer sandsynligvis at man nu holder sig til jorden i stedet for at flyve. Heinkel scooteren kom allerede ud på markedet i 1953, og året efter kunne Heinkel vise den første scooter med el-selvstarter og et 12 volt el-anlæg. Ernst Heinkel døde i 1958.

Lidt historie om Klubben:


Klubben for Heinkel scootere og kabinescootere blev stiftet i 1985 af Erik Findstrøm, som har været formand lige siden. Formålet med klubben er at bevare og fremme interessen for disse enestående køretøjer. Der er i dag næsten 50 medlemmer i alle aldre spredt over hele landet, som ejer en Heinkel scooter eller en kabine.


Medlemmerne mødes til klubmøder, træf eller festlige sammenkomster i Danmark eller i vores søsterklubber i udlandet. I 1953 blev de første køretøjer præsenteret og solgt, og det antages at der blev produceret omkring 200.000 Heinkel scootere og omkring 12.000 kabinescootere inden produktionen ophørte i 1965. På det tidspunkt kostede en Heinkel scooter omkring 5000 kroner og en kabine omkring 10.000 kroner.


I dag kører der omkring 80 kabiner og omkring 30 scootere i Danmark. Kabinescooteren blev først produceret i Tyskland i 1956, senere i Irland (Heinkel/Trojan 1958-1959) og til sidst i England (Trojan 1956-1964). Motoren i begge typer køretøj er næsten ens: 9,5 HK kan trækkes ud af den enlige luftkølede cylinder på ca. 200 ccm. Hvis vejen er lige og der ikke er modvind, er tophastigheden 90 km/t og benzinforbruget 1 L/35 km. Soloscooteren kan transportere 2 personer, og kabinen kan transportere 2 personer + 2 børn.


I kabinen er der ingen seletvang eller krav om styrthjælm, selvom man kun må køre den med MC-kort.    Klubben repræsenterer alle modelvarianter af både scootere og kabiner, og den vil være en uvurderlig hjælp for dig, hvis du tænker på at erhverve en Heinkel, eller bare har interesse for de gamle køretøjer.